Daiwa 1350X og ABU Cardinal 103R er ude
Nå, det gik ikke så godt med min plan om at forære en af mine venner et fiskehjul, så vi kunne tage på fisketur sammen. Som tidligere nævnt her i bloggen fandt og købte jeg to Daiwa 1350X-hjul i Den Blå Avis. Idéen var at forære min ven det ene og selv beholde det andet, så vi kunne stå og fiske med identiske hjul. Jeg modtog hjulene, og da jeg havde fået line på dem begge, virkede anti-reverse på det ene pludselig ikke. Jeg besluttede mig derfor for at åbne hjulet og tage et kig, og straks sprang en lille fjeder ud på bordet og videre ned på gulvet, hvor jeg på alle fire måtte kravle rundt og lede efter den. Det var ikke indlysende, hvor fjederen skulle sidde, og jeg måtte efterfølgende også åbne det andet hjul for at finde ud af det. Det viste sig, at konstruktionen var så helt igennem åndssvag og tarvelig, at jeg ikke syntes, jeg kunne være bekendt at belemre min ven med hjulet. Det ville kun være et spørgsmål om tid, før det igen gik galt. De to Daiwa 1350X røg derfor i en papkasse (og ved lejlighed smider jeg dem nok ud), og i stedet fandt jeg et pænt ABU Cardinal 103R-hjul, som jeg for nogle måneder siden købte af en privat sælger i Gammelby.
Min ven og jeg tog på fisketur, og straks ved ankomsten kunne vi konstatere, at ABU Cardinal 103R-hjulet også var gået i stykker. Alting fungerede, og spolehuset kørte rundt, men selve spolen var gået løs og drejede uafhængigt af huset, hvilket jo altså betød, at man hverken kunne hente line ind eller forhindre en fisk i at trække line af hjulet. Min ven fik i stedet (men kun til låns) mit Daiwa 1050, som jeg selv havde planlagt at bruge, og som, da jeg købte det, lignede noget fra en skrotdynge. Jeg har istandsat det og malet det gråt.
ABU Cardinal 103R-hjulet ender også i den lokale genbrugsstations container. Det er muligt, at problemet med spolen kan løses, men jeg gider ærligt talt ikke spilde krudt på at forsøge at finde ud af det. I stedet vil jeg som halvgnaven, gammel mand nøjes med i mit indre at glæde mig over at være blevet bekræftet i mine fordomme om moderne fiskehjul, det vil sige hjul, som ikke er mindst lige så gamle som mig selv. Dagen derpå - for fisketuren var i går - sidder jeg og kommer i tanker om Steen Vinkels indlæg om at være retrofisker, hvori han blandt andet skriver om sit "bund solide gamle ABU 444a hjul". Den forrige gang, jeg fiskede, brugte jeg også et ABU 444a. Det har fået nogle tæsk, og spændeskiven ved bremsen er lige så rusten, som jeg efterhånden føler mig, men der er aldrig problemer med det. Jeg skylder stadig min ven et fiskehjul, og efter hele to gange at have fejlet tror jeg, at jeg nu vil finde et gammelt hjul, som rent faktisk virker. Sådan som gode, gamle hjul gør.

Kommentarer
Send en kommentar