Bill Allen og flådfiskeri efter krasse fisk

Det gælder inden for lystfiskeri, ligesom det gælder inden for alt andet, at der er noget, der er finere end andet. Fluefiskeri er lidt finere end spinnefiskeri. Fiskeri efter havørreder er lidt finere end fiskeri efter regnbueørreder. Fiskeri med bombarda-flåd er lidt finere end fiskeri med en almindelig korkprop. Og så videre. Der er hierarkier.

Men det gælder også inden for lystfiskeri, som det gælder inden for alt andet, at sådanne hierarkier er under konstant forandring, og at de nogle gange ligefrem kan vendes på hovedet. Det, der på engelsk kaldes coarse fishing, er et godt eksempel. Coarse betyder kras, det vil sige grov, ufin eller (om en person) udannet og med dårlige manerer. Begrebet coarse fishing refererer til medefiskeri efter det, der nogle gange på dansk kaldes skidtfisk, altså fisk, som vi normalt ikke spiser, og som ikke er traditionelle trofæ-fisk. Det kan for eksempel være skaller og rudskaller, brasen og suder. Nogle gange medregnes også aborrer, karper og gedder, men fokus er især på de mindre fredfisk, som ethvert barn med en fiske- eller medestang kan fange. 

Coarse fishing er som udgangspunkt den lavest-rangerende form for lystfiskeri. Det eneste, man behøver, er en medestang til kr. 59.90 (som kan købes i Biltema) og en dåse majs eller en pakke toastbrød, og så er man i gang. Hvis man blot besidder evnen til at holde fast om en stang, mens man sidder stille, skal man nok fange noget.

Coarse fishing er lystfiskeri for begyndere, men englænderne har formået at ophøje det til en kunstform. Det er så langt den mest populære form for lystfiskeri i England, og der er produceret talrige bøger, videoer og andet om, hvordan hvert eneste aspekt af coarse fishing kan raffineres. De engelske fiskere har forvandlet det mest krasse, the coarse, til det mest forfinede. 

For tiden har jeg meget fornøjelse af at se videoer med Bill Allen på YouTube. Bill Allen døde desværre for nogle år siden (og den sidste video med ham er hjerteskærende), men han elskede coarse fishing og var aldrig lykkeligere, end når han kunne sidde ved en å og fange skaller. Du kan se hans YouTube kanal her.            

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

To nye Halk-stænger

Kai Husums fiskegrej

Ghost Reel (Olympic 440)