Centerpinhjul

Efter at have eksperimenteret lidt med mit CAMO-hjul er jeg blevet fascineret af såkaldte centerpinhjul. Som navnet antyder, fungerer et centerpinhjul ligesom et møllehjul eller et cykelhjul bortset fra, at det også har et håndtag og en fod, så man kan spænde det fast på en fiskestang. Det er vel nok den mest primitive form for fiskehjul, man kan tænke sig: En spole, der sidder på en central aksel (en "pin"), og som man kan tvinde fiskeline på ved at dreje spolen rundt. De første, europæiske centerpinhjul stammer fra 1600-tallet, og de var lavet af messing. Først i 1800-tallet fandt man på at lave centerpinhjul af træ, som er meget lettere. Senere blev de lavet af aluminium (som de danske BOCA- og CAMO-centerpinhjul) og af plastmaterialet bakelit. De mest berømte centerpinhjul er formodentlig Allcock Aerial-hjulene, designet af Henry Coxon og produceret af S. Allcock & Co. i Redditch i England. (Firmaet var oprindeligt grundlagt af en mand med det helt vidunderlige navn Polycarp Allcock.) Det er efter min bedste overbevisning nogle af de smukkeste fiskehjul, der nogensinde er lavet, og et gammelt Allcock Aerial-hjul koster nu om stunder en mindre formue. Eksemplaret på billedet herover blev solgt for lidt under kr. 15.000,-.

Mange moderne centerpinhjul er også frygteligt dyre, og det er til trods for, at et centerpinhjul faktisk kun kan én eneste ting, nemlig dreje rundt. Nogle af hjulene har en knarre, som man kan slå til eller fra, og som svarer nogenlunde til, når man som barn satte et spillekort fast til cykelhjulet med en tøjklemme. Knarren standser ikke hjulet, men det bremser det en lille smule og får det til at larme. Man bruger mestendels knarren i forbindelse med transport af hjulet for at forhindre, at linen skal løbe af. Grunden til, at nogle moderne centerpinhjul koster så mange penge, er nemlig, at de kører stort set friktionsløst. I nogle tilfælde behøver man nærmest bare puste på hjulet for at få linen til at løbe, og når hjulet først er begyndt, bliver det ved med at køre, indtil man sætter en finger på spolen og manuelt stopper det. Det er som sådan hverken vanskeligt eller dyrt at lave et centerpinhjul, og et fingernemt barn kan gøre det, men det kræver stor omhyggelighed og gode materialer at lave et hjul, der efter 100 eller 200 fisketure stadig kører fuldstændig jævnt. Kingpin Zodiac-hjulet på billedet herover koster i omegnen af kr. 10.000,- fra nyt. Okuma Sheffield S-1002-hjulet, som Trout and Steelhead i januar 2023 udnævnte til årets bedste, billige centerpinhjul, koster cirka kr. 1750,-. 

Centerpinhjul er ikke populære i Danmark, og der er vist ikke mange lystfiskerbutikker, der forhandler dem. Hjulene er især populære i Østeuropa, i England og i lande (som Canada) med store floder med laks og ørred. Man bruger dem til flådfiskeri og især til det, der på engelsk kaldes trotting. "To trot" betyder "at træde" eller "at vandre", og trotting består i at lade ens flåd og ens krog flyde med strømmen. Man kaster eller placerer sit flåd i strømmen, hvor man står, og med et godt centerpinhjul kan selv et relativt lille flåd på 50 meters afstand stadig trække line af hjulet. I England bruges hjulene også til flådfiskeri i stille vand efter skaller, brasen og suder, og i Østeuropa bruges de til jig-fiskeri efter aborrer. Nogle af de billigste, nye centerpinhjul, man kan købe, er produceret i Østeuropa, for eksempel det ukrainske Stubla-hjul. Du kan se en YouTube-anmeldelse af hjulet her.  

Engelske Allcock har altså lavet nogle af de mest berømte, de flotteste og de dyreste centerpinhjul, der findes, men de har også efterfølgende produceret nogle discount-hjul, som det er lidt nemmere for almindelige mennesker at få råd til. Det er de såkaldte Allcock Aerialite-hjul, som er lavet af bakelit, og som i modsætning til Aerial-hjulene og de danske BOCA- og CAMO-hjul ikke har huller til ventilation af linen. Aerialite-hjulene var designet til datidens udgave af fletline, som ikke var elastisk, og bakelitten kunne ikke rigtig holde til monofilline. De blev solgt i et stort antal, og de kan købes brugt i England for næsten ingen penge. Jeg fandt for nylig et eksemplar i Den Blå Avis, som jeg købte, men endnu ikke har modtaget.              

          

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

To nye Halk-stænger

Kai Husums fiskegrej

Ghost Reel (Olympic 440)