Det kostbare Hardy Altex

Den vigtigste bog i mit lystfiskerliv er uden tvivl Politikens Jeg er lystfisker, den gamle, blå udgave. Jeg læste bogen som teenager, og jeg læste den igen og igen. Eksemplaret blev så slidt, at ryggen til sidst faldt af. Sidenhen købte jeg et andet eksemplar, som kan ses på fotoet herover, og som jeg behandler mere nænsomt. Det er faktisk den eneste bog om lystfiskeri, jeg personligt ejer. (Jeg læser også andre, men dem nøjes jeg med at låne på biblioteket. Mit seneste hjemlån er en tysk bog om ålefiskeri, So fängt man Aale af Rudolf Loebell.)  

Jeg er lystfisker blev vistnok første gang udgivet i 1960, det vil sige for 63 år siden, og der er sket en hel del inden for lystfiskeri siden da, men det interesserer mig ikke. I hvert fald ikke ret meget. Den slags lystfiskeri, der fascinerer og optager mig, er den slags, jeg som teenager kunne læse om i min lille, blå bog. Den er fra dengang, man stadig sagde "De" til ordentlige mennesker, og verdens mest populære spinnehjul var Mitchell 300-hjulet, introduceret i 1948. (Et tilfældigt citat fra bogen (s. 19): "Skulle det hænde, at De ser en havørred følge efter Deres blink eller pirk, så hold endelig ikke op med at rulle ... ")

Mitchell 300-hjulet er ligefrem afbilledet i bogen ved siden af "det kostbare Hardy Altex". Der skulle komme til at gå 35-40 år, før jeg endelig selv fik mig et Mitchell 300-hjul. Der er i tidens løb blevet produceret mere end 25 millioner af slagsen, så det er ikke just et sjældent hjul. Jeg fik da også mit billigt, og det er i fin stand og ligger i den originale æske. Men jeg har aldrig fået et Hardy Altex. Det var kostbart i 1960'erne, og det er det stadig. Alting er selvfølgelig relativt, og i forhold til mange nye hjul er et gammelt Altex ikke så dyrt. Man kan købe dem i England for omkring kr. 1000-1200,- (som med porto og toldgebyr ender med at blive kr. 1300-1500,-). Men på den anden side: Jeg har i gennemsnit givet kr. 35,- for de sidste 8-10 fiskehjul, jeg har købt, og for prisen for et Altex-hjul ville jeg altså kunne erhverve mig cirka 40 andre hjul.  

Ud over prisen er der også et andet problem med hensyn til Altex-hjulet, nemlig at det i modsætning til eksempelvis Mitchell 300 er et kompliceret hjul, som man ikke umiddelbart selv kan åbne, rense og vedligeholde. Faktisk findes der i hele verden nok kun en lille håndfuld, dedikerede entusiaster, der kan finde ud af at skille et Altex ad og samle det igen (og/eller som tør forsøge). Det vil sige, at man potentielt kan risikere at give kr. 1300-1500,- for et hjul, som man ikke kan bruge, fordi det trænger til en rensning, og fordi der ikke er nogen, der kan gøre det. Og jeg overdriver ikke. Selv Dennis Kuntz fra 2nd Chance Tackle, som har brugt 30 år af sit liv på at reparere fiskehjul, måtte give fortabt, da han blev sendt et Altex til gennemsyn. Han turde ganske enkelt ikke. (Du kan se videoen her.) 

Jeg ville gevaldigt gerne eje et Hardy Altex, og hjulet står højt på min ønskeliste, men jeg vil ikke give kr. 1300-1500,- for et fiskehjul. Heller ikke selv om der er et billede af det i min elskede, gamle bog. For nogle år siden forærede engelske The Retro Angler sig selv et Hardy Altex No 2 MkV i julegave. Jeg følger ham på YouTube, og du kan se ham bruge hjulet her. (Du kan se nogle af hans andre fiskehjul her.)      

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Helt simpelt og billigt lystfiskeri for nybegyndere

Køb på Temu, bud på Tradera og et gammelt actionkamera

Problemhjul