Indkøb på DGKs grejloppemarked i Grindsted


I dag besøgte jeg Dansk Grejsamler Klubs grejloppemarked på Hotel Hedemarken i Grindsted. Der var imponerende mange, gode ting, og priserne var absolut rimelige. Især ABU var rigt repræsenteret, men der var også en stand dedikeret til gamle Mitchell-hjul, og der var kassevis af alskens endegrej, bøger og magasiner, billeder og meget andet.


Standen, der kan ses på fotoet herover, faldbød flere spændende centerpinhjul, og jeg var fristet til at købe dem alle. Jeg var sådan set kommet for at finde en Halk-fiskestang, hvilket ikke lykkedes, men i stedet kom jeg hjem med tre andre splitcanestænger, h.h.v. en dansk Norden Rekord, en svensk Arjon Forell og en ukendt stang, der ifølge sælgeren er engelsk. Jeg købte også tre Mitchell-hjul, et venstrehåndet Mitchell 303, et Mitchell 306 (som jeg allerede i forvejen havde to eksemplarer af) og et Mitchell 350. Stængerne er i pæn, men ikke perfekt stand, og det passer mig godt, for jeg har tænkt mig at bruge dem*. Havde de været i mint condition, ville jeg ikke have købt dem, for jeg ville have haft selverkendelse nok til at vide, at jeg aldrig ville turde fiske med dem. Og jeg er jo ikke samler. Jeg er bare lystfisker.

Alligevel har jeg efter dagens besøg i Grindsted fået lyst til at melde mig ind i DGK. Måske kan jeg bare lade som om, jeg samler på et eller andet? Medregnet dagens indkøb: Jeg ejer nu 9 Mitchell-hjul (hvoraf ingen er sjældne). Hvor mange fiskehjul skal man eje, før det tæller som en samling?

*) Update: Efter nærmere eftersyn af fiskestængerne er min entusiasme dalet en smule. Alle tre stænger er defekte og skal repareres. Arjon-stangen har jeg allerede klaret, og nu arbejder jeg på den ukendte, engelske stang. Et eller andet var knækket af og havde sat sig fast nede i bøsningen, og jeg har ligefrem været nødt til at save et stykke af stangen for at fikse det. Forhåbentlig lykkes det. Jeg har en mistanke om, at Norden-stangen har det samme problem. Det er selvfølgelig sådan noget, man bør tjekke, inden man køber en fiskestang, men sælger havde meget fikst bundet delene sammen. Til hans forsvar skal det i øvrigt anføres, at han på intet tidspunkt udtalte sig om stængernes tilstand, og at han altså ikke påstod, at de ikke var defekte. Og at jeg fik dem meget billigt. 


Update (senere): Nå, det gik ikke så godt med den engelske stang. Jeg forsøgte, men bøsningen vil ikke holde. Efter 3 timers arbejde og en efterfølgende test stod jeg med en brækket fiskestang, der var lige så ubrugelig som den, jeg i eftermiddags købte på markedet. Jeg bliver nok nødt til at skrive den på tabskontoen. Jeg kan i hvert fald ikke selv reparere fiskestangen, og det giver ikke mening at betale en anden for at gøre det. Som vi siger her i Jylland: Det var fandme træls. Jeg kom ellers glad hjem fra grejloppemarkedet og følte, jeg havde haft en god oplevelse. Og nu går jeg halvsur i seng.     

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

To nye Halk-stænger

Kai Husums fiskegrej

Ghost Reel (Olympic 440)