Sjov med superlim


Jeg fandt en gammel korkprop fra en vinflaske på gaden og besluttede mig for at bruge den til at lave en dybdemåler til brug i forbindelse med mit lystfiskeri. Jeg skar korkproppen i skiver på cirka 4-5 mm og fandt nogle møtrikker og noget superlim:

En dybdemåler behøver jo hverken være køn eller raffineret. Det er bare noget, man smider i vandet for at finde ud af, hvor dybt der er dér, hvor man gerne vil fiske. Når man flådfisker, er det som oftest bedst at starte med at fiske på bunden, og det vil sige, at afstanden mellem flåddet og kroget som udgangspunkt skal svare til vandets dybde. Det er jo imidlertid for det meste ret svært at vide, præcist hvor dybt vandet er, og derfor har man brug for at måle det. På engelsk kaldes det "to plumb" dybden, og til at "plumb" bruger man en "plummet", altså en dybdemåler. I praksis kan man bruge hvad som helst, så længe det blot er tungt nok til at kunne trække flåddet ned under vandoverfladen. Jeg har limet de to møtrikker sammen og derefter limet dem fast på korkpladen. Når jeg er ankommet til mit fiskested, kan jeg sætte mit penneflåd med flådstoppere og min krog på linen (eller jeg kan allerede gøre det hjemmefra). Derefter kan jeg føre enden af linen med krogen gennem de to møtrikker og sætte krogen fast i korken og kaste ud. Hvis mit penneflåd bliver trukket ned under vandoverfladen, skal flåddet længere op ad linen. Hvis flåddet lægger sig på siden på vandoverfladen, skal det derimod længere ned. Når jeg har fået placeret flåddet rigtigt, så krogen befinder sig lige over bunden, behøver jeg bare at hive krogen ud af korken, sætte nogle splithagl på linen mellem flåddet og krogen, erstatte dybdemåleren med noget madding og kaste ud det samme sted.

Man kan også købe færdiglavede, mere eller mindre avancerede dybdemålere. Du kan se et eksempel her. Hvis du er i tvivl om, hvordan du skal bruge en dybdemåler, når du fisker, kan du se en kort og meget god YouTube-video her. Illustrationen herover er taget fra videoen, som er på engelsk og produceret af Amateur Angling.  

Mens jeg havde superlimen og æsken med møtrikker fremme, lod jeg mig også friste til at lave mit eget, lille flåd. Jeg har endnu ingen anelse om, om det mon virker. Jeg borede et lille hul i en skive af korkproppen og stak en brækket blomsterpind gennem hullet. Derefter limede jeg tre små møtrikker og en svirvel på pinden. Flåd til lystfiskeri er så billige, at det knapt nok kan betale sig, at lave dem selv. På den anden side er det jo sjovt at eksperimentere. 

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

To nye Halk-stænger

Kai Husums fiskegrej

Ghost Reel (Olympic 440)