Suppehorn, gamle fiskestænger og lidt om Congo
Jeg kom i tanker om, at jeg som del af mit pasta-projekt havde lovet mig selv at teste, om suppehorn kunne bruges som agn, så i går eftermiddags slæbte jeg min Ghost Rod og mit havblå kommunisthjul med ned til en sø.
Jeg fangede ingenting, men så heller ikke skyggen af en fisk. Søen virkede helt død. Nu har jeg lagt nogle andre suppehorn i køleskabet i en lage af honning og vanilje. Det burde virke, føler jeg, men det kan selvfølgelig være, at de lokale fisk ikke bryder sig om pasta. Eller honning. Eller vanilje.
Stabil 321-hjulet var nogenlunde at fiske med, bortset fra at bøjlen er for løs. Det er lige meget. Jeg vil bare gerne fange mindst én fisk på hjulet, hvorefter det ryger ned i en papkasse blandt nogle af de mange andre fiskehjul, jeg har på lager.
Derudover: Jeg har købt to gamle fiskestænger på FB, men jeg ved ikke, hvad det er. I annoncen stod der bare "to gamle fiskestænger". Jeg fik lidt ondt af dem, for til trods for at stængerne næsten ingenting kostede, havde de været sat til salg længe, og der var tilsyneladende ingen, der havde lyst til at eje dem. Jeg håber at modtage dem i løbet af den næste uges tid.
Efter i en periode at have været (indrømmet) en smule besat af at indkøbe fiskehjul, er det nu i stedet fiskestænger, jeg kigger efter. Det er lige så skørt, for jeg mangler sådan set ikke stænger, og i stedet for at koncentrere mig om den praktiske anvendelighed lader jeg mig fascinere og betage af fjollede detaljer. Eksempelvis har jeg for tiden en vis uro i kroppen, fordi jeg har opdaget, at der findes en østtysk (også kommunistisk) Fiwa-stang, der hedder Kongo. Det er nok til at få min hjerne til at gå i selvsving. Faktisk er der lige nu hele tre af slagsen (Fiwa Kongo 55) til salg på DBA og FB, og den eneste grund til, at jeg ikke allerede har købt en af dem, er, at de måske ikke er i så god stand. Det er svært at se på fotografierne i annoncerne. Jeg kender imidlertid mig selv godt nok til at vide, at jeg alligevel på et tidspunkt ender med at give efter. Det er en spinnestang, og jeg har overhovedet ikke brug for flere spinnestænger ... men den hedder Kongo. Og er fra det tidligere Østtyskland. Fiwa er en by i Congo, og Congo var en marxistisk-leninistisk stat fra december 1969 til marts 1992. Uden at vide noget om det er det nok et godt gæt, at Fiwa-fiskestangen er fra begyndelsen af 1970'erne, introduceret som en slags hyldest til det nye, kommunistiske broderfolk i Afrika.
Kommentarer
Send en kommentar