12-fods matchstang fra Mitchell m.m.
Jeg har nu haft mulighed for at bese de fiskestænger og fiskehjul, der stod hjemme hos min søster (og som nu står hjemme hos min mor). Der er i alt 7 stænger og 5 hjul. Bortset fra det ubrugte ABU Bronco-hjul, som min søster meget venligt har foræret mig, er der desværre ingen af hjulene, der kan bruges. Mitchell 1140-hjulet har et ødelagt håndtag, og det samme gælder Daiwa 7270-hjulet. Yellow Bird 120-hjulet er ganske enkelt brugt op, og Fisherman 20 viste sig ved nærmere eftersyn at være et børnefiskehjul af plastik. Det kan slet ikke svare sig at forsøge at finde nye dele til de ødelagte hjul, men det er ok. Jeg skriver dem på tabslisten, og det var under alle omstændigheder fiskestængerne, jeg var interesseret i. Der er to ABU-stænger, hvoraf den ene, en ABU Atlantic, ser ud som om, den aldrig har været brugt. De fem øvrige lader sig nok ikke identificere, for de er godt brugte, ridsede og skrammede, og diverse mærkater er for længst faldet af. På enkelte af dem er øjerne blevet forstærket med snor og/eller tape, men alle øjerne er intakte og fri for rust. Ifølge min søster havde den tidligere ejer brugt to af stængerne til ålefiskeri. Jeg glæder mig meget til at prøve dem.
Derudover: Jeg har modtaget de to Daiwa 1350X-hjul, jeg købte i Den Blå Avis. De ser også ud som om, de aldrig er blevet brugt. Det er ikke noget stærkt hjul, men det skal nok holde til de små karper, der går i de lokale søer. Jeg har som tidligere nævnt tænkt mig at forære det ene af hjulene til en ven. Og jeg har købt en 12-fods matchstang fra Mitchell, også i DBA.
Kommentarer
Send en kommentar