Spøgelsesstangens hævn

I dag har jeg haft min værste fisketur nogensinde. Jeg overdriver ikke. Det hverken stormede eller regnede, men var en smuk efterårsdag, så jeg besluttede mig for at tage ned til en lokal å for prøve mit spritnye NGT centerpinhjul. Og bortset fra, at jeg hverken fik en krog i fingeren eller i næsen, gik stort set alting galt. 

I første omgang var det bare mine sko, der blev ødelagt under turen frem til vandet. Stien var smattet og levret, og jeg må vist affinde mig med, at skoene aldrig vil kunne bruges igen. Jeg forsøgte at flådfiske, men fiskestangen, jeg havde medbragt, en Shimano Exage BX STC Mini Tele 210 til kr. 1099,-, var alt for kort, så centerpinhjulet til trods blev flådet ved med at trække skævt. Jeg fik kastet min krog ind i træer og buske, og jeg fik overløb på hjulet, så linen gik i kludder. Da min krog og mit flåd satte sig fast i en træstamme ude i åen, og linen sprang, opgav jeg flådfiskeriet og prøvede i stedet med bundfiskeri med synk. 

Jeg fiskede med regnorm, og et par gange var der en fisk, der hev lidt i linen, men jeg fangede ingenting. Og så faldt metaldimsen, der udgjorde NGT-hjulets knarre, igen af, denne gang ned på en åbrink overstrøet med efterårsblade. Jeg ledte, men det var helt umuligt at finde den, og den er nu væk. Første tur med hjulet, og hjulet gik i stykker. Ikke just et top-kvalitets-produkt.  

Jeg fatter ikke, hvordan det skete, men 10 minutter efter var det slut med min dyre Shimano-stang. Jeg havde 0.20 mm nylonline på hjulet, og da krogen endnu en gang satte sig fast på bunden, var det denne gang ikke linen, men stangen, der knækkede. Det burde slet ikke kunne lade sig gøre. Endnu mere mystisk er det, at det ikke var spidsen af stangen, der gav efter. Stangen knækkede lige over håndtaget. Jeg smed den i en offentlig skraldespand på vejen hjem. For at det ikke skal være løgn gik også min negleklipper i stykker, da jeg klippede krogen af linen. Alt i alt kostede fisketuren mig altså

1 par sko til en værdi af cirka kr. 300,-
1 stk. NGT centerpinhjul til en værdi af kr. 385,25 (porto ikke inkluderet)
1 stk. Shimano teleskopstang til en værdi af kr. 1099,-
1 stk. negleklipper til en værdi af kr. 10,-

I alt kr. 1794,25. Og dertil en krog og et flåd og mit gode humør, som ærligt talt også tog skade. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det alt sammen var del af Ghost Rod'ens hævn for, at jeg valgte en anden stang til min første tur med NGT-hjulet. Ghost Rod'en ville da også have været et mere fornuftigt valg, men jeg tænkte, at Shimano-stangen var nemmere at transportere, og at den i øvrigt ville være lang nok til åen, som ikke er særlig bred. Det sidste viste sig at være forkert, og nu er Shimano-stangen død. Som de sagde i Monty Python, "it is a late parrot! It's a stiff! Bereft of life, it rests in peace." Eller pieces ... for at være nøjagtig. NGT-hjulet kan stadig bruges, for knarren er ikke absolut nødvendig, men jeg er da lidt muggen over, at et helt nyt fiskehjul gik i stykker den første gang, jeg brugte det. Måske skulle jeg alligevel i stedet have købt et kinesisk hjul på Temu. NGT-hjulet er også Made in China, så det er ikke sikkert, der ville have været nogen stor forskel, bortset fra at Temu-hjulet ville have været billigere.       
       

   

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

To nye Halk-stænger

Kai Husums fiskegrej

Ghost Reel (Olympic 440)