To fiskestænger og tre fiskehjul modtaget

Jeg har modtaget det gamle fiskegrej, jeg for nogle dage siden købte af en herre i Tørring. Det var gevaldigt fint pakket ind, og tak for det. Der er et fiskesæt, der ser ud som om, det aldrig er blevet brugt, en 2.8-fods ABU spincast-stang med tilhørende hjul, og en østtysk Fiwa "Elba"-stang, der skal have skiftet alle øjerne. Som det kan ses på fotoet herover, er de nuværende øjer en lillebitte smule rustne. Jeg har tidligere her i bloggen skrevet om Fiwa "Kongo", og "Elba"-stangen er stort set identisk, bortset fra at den altså desværre ikke hedder "Kongo". Men Elba er selvfølgelig heller ikke noget dårligt sted.   

Derudover var der også to andre fiskehjul, hvoraf jeg allerede har opgivet det ene. Hjulet (på fotoet herover) er umærket, og jeg ved ikke, hvad det er, men det er under alle omstændigheder et dårligt discounthjul med en rusten bøjle, der ikke fungerer, og en anti-reverse-knap, der er brækket af. 


Det sidste hjul fungerer derimod upåklageligt, selv om det trænger til lidt TLC. Det er også umærket, men det er vistnok en japansk kopi af et klassisk Mitchell-hjul. Når jeg får det sat i stand, vil det passe fint på Fiwa-stangen. 

Jeg gav kr. 75,- for de to stænger og de tre hjul, og øjerne til Fiwa-stangen kan jeg købe på Temu for omkring kr. 10,-. Alt i alt cirka kr. 85,- for to fiskesæt (plus et hjul, der ryger i skraldespanden). Og jeg har noget at sidde og hygge mig med.                  

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

To nye Halk-stænger

Kai Husums fiskegrej

Ghost Reel (Olympic 440)