En typisk fisketur

Stillbilledet herover er fra TV-serien Downton Abbey og viser en aristokrat på fisketur. I virkelighedens verden er det skuespilleren Charles Edwards. Han er udstyret med sixpence, tweedjakke og bukser, skjorte og en nydelig, strikket vest, slips, waders, bambusstang og hjul. Man er ikke et øjeblik i tvivl om, at han kun behøver at kaste en enkelt gang for at fange en fisk, for han er supertjekket, er elegant og har et stålsat blik. 

Jeg kendte engang et engelsk par, en mand og en kvinde, der klædte sig tilsvarende, når de tog på fisketur. De var meget smukke og velhavende mennesker. Personligt plejer jeg bare at finde noget gammelt tøj i skabet. Faktisk har jeg ligefrem købt diverse trøjer og andet i genbrugsbutikker for at have noget at tage på, når jeg skal fiske, og jeg må være ærlig og sige, at det ikke alt sammen er lige kønt. Eller elegant. Jeg ligner afgjort ikke Charles Edwards, når jeg står nede ved den lokale sø og fedter med min bøtte med regnorm.  

I det hele taget: Det kan selvfølgelig godt være, det bare er mig, der gør alting forkert, men det er min personlige erfaring, at lystfiskeri i praksis ikke minder ret meget om det, man ser i film, i reklamer eller i (stærkt redigerede) YouTube-videoer. Her er, hvordan en typisk fisketur forløber for mig:

Jeg skal frem til mit fiskested, og eftersom jeg hverken har bil eller cykel, er jeg som oftest nødt til at gå. Jeg er nødt til at bære alt mit grej. Straks, når jeg (allerede svedig og lidt ulækker) er ankommet, opdager jeg, at jeg har glemt et eller andet. Derefter begynder det at regne. Det lykkes mig at få sat hjulet på stangen, trukket line og sat krog på o.s.v., hvorefter jeg pludselig bliver meget bevidst om, at jeg skal tisse. (Charles Edwards ville have tisset, inden han tog afsted.) Jeg fisker sædvanligvis med flåd, så jeg burde tjekke vanddybden, inden jeg starter med at fiske, men jeg er allerede stresset, for det regner, og jeg skal tisse, og jeg har i øvrigt lovet min hustru, at jeg hurtigt vil være hjemme igen. Jeg dropper også splithaglene, for det går nok uden, og ved mit første kast går der derfor kludder i linen. Ved mit andet kast, som er ukoncentreret, for det regner, og jeg skal tisse, og jeg nu lidt muggen på mig selv, fordi jeg ikke bare kan tage mig sammen og fiske ordentligt, havner krogen inde mellem sivene, hvor den sætter sig fast. Det ender med, at jeg må klippe linen og starte forfra. Regnen er nu sevet gennem jakken og er begyndt at gennembløde min grimme genbrugs-trøje, købt i den lokale Røde Kors.

Ved tredje kast får jeg omsider krogen i vandet, hvor den skal være, og jeg kan begynde at slappe lidt af. Jeg har 10-15 svedige, våde og tissetrængende, men i øvrigt gode minutter, inden jeg beslutter mig for at hive linen ind og kaste flåddet ud et andet sted. Det er på dette tidspunkt, jeg opdager, at der er noget galt med fiskehjulet. I ét tilfælde faldt bøjlen af, og i et andet var nogle skruer gået løs, så hjulet var ved at falde af stangen. I befippelse kommer jeg til at sparke til min bøtte med agn, så indholdet havner ud over over det hele. Mens jeg forsøger at redde så meget som muligt, ser jeg, at jeg har glemt at lukke min fisketaske, så indholdet nu er drivvådt af regn. 

Jeg fanger ingenting. Det er det normale. Til sidst resignerer jeg og sjosker hjem. Og skynder mig på toilettet for at tisse og skifte tøj. Fisketasken og grejet må sættes til tørre. Jeg gemmer alting i små lynlåsposer fra Rema, hvilket fungerer fint, men når de er våde, er jeg nødt til at åbne alle poserne og lægge dem til tørring på avispapir, for ellers ruster indholdet lynhurtigt. 

Der er garanteret aldrig noget, der ruster for Charles Edwards. Det er bare én af de mange forskelle på ham og mig. Der er ikke meget elegance over mine fisketure. Det er sjældent, det går så galt, som det gik i går, men selv, når det går allerbedst, er der mere Gøg & Gokke over mine ture, end der er Downton Abbey.