Fiskestangsæderen

Man skulle tro, at det var løgn. Seriøst. Jeg gik tilbage til præcist det samme sted, hvor jeg forleden mistede min Shimano-fiskestang. Denne gang havde jeg sat NGT-hjulet på Ghost Rod'en, fordi jeg tænkte, at det ville formilde den, og at alting nu ville blive godt igen. Og under mit allerførste kast knækkede spidsen af stangen! Det er to knækkede fiskestænger i træk på det samme sted, et ganske smalt åløb, og med den samme 0.20 mm nylonline på hjulet og en lillebitte krog i størrelse 14. Som man siger på nudansk, unbe-fucking-lievable!

Hvis dette er dit første besøg her på min blog, og du derfor ikke aner, hvad jeg snakker om, følger her en kort forklaring: Ghost Rod'en er en forhekset fiskestang, jeg har fået af en af mine venner. Det var engang bare en superbillig 14-fods Ron Thompson matchstang, men på et eller andet tidspunkt udviklede den sig til noget andet og mere. Den er malet med sort hammerlak. Den bliver jaloux, hvis jeg begynder at blive alt for begejstret for andre stænger, eller hvis den føler sig overset eller forbigået, og den tager hævn på grusomme måder. 

Tror du, det er en joke? Siden jeg fik Ghost Rod'en for nogle måneder siden, er tre af mine fiskestænger knækket. Jeg har været lystfisker i rundt regnet 40 år, og jeg har aldrig tidligere oplevet, at en stang knækkede. To andre stænger, som jeg købte på Dansk Grejsamler Klubs marked i Grindsted, viste sig at være defekte. Mit spritnye NGT-fiskehjul gik i stykker i det øjeblik, jeg tog det ud af æsken.  

Den ene af de tre knækkede stænger var (og er) jo imidlertid Ghost Rod'en selv, og mens jeg modløs traskede hjem bagefter, overvejede jeg da også, om jeg eventuelt havde opfattet hele situationen forkert. Måske var det ikke Ghost Rod'en, der var årsag til alle mine uheld? Nu var den jo også selv blevet et offer. Måske var det ligesom i gyserfilmene, hvor helten eller heltinden fokuserer på den forkerte, alt imens den faktisk skyldige slår til igen og igen? Jeg kiggede ned på den knækkede stang, som jeg gik med i den ene hånd, og jeg fik ondt af den, både fordi den havde lidt fysisk overlast, og fordi jeg havde mistænkeliggjort den og bagtalt den på nettet.

Først da jeg omsider var hjemme og uden i første omgang at tænke nærmere over det fandt posen med de øjer, jeg havde skåret af den ukendte, engelske stang, gik den uhyggelige sandhed op for mig. Topøjet fra den engelske stang passede perfekt til Ghost Rod'en. Alt for perfekt. Det var som om, jeg på det nærmeste kunne høre en satanisk latter, da jeg forsigtigt pressede topøjet ned over den brækkede spids, og jeg vidste med det samme, at jeg havde taget fejl. Ghost Rod'en var overhovedet ikke et offer, og den var endnu mere ondskabsfuld, end jeg havde forestillet mig. Den æder andre fiskestænger! Eller i hvert fald: Den knækker dem og stjæler deres øjer. Det er øjerne, den vil have.  

Jeg er ikke i tvivl om, at dette var blot endnu en magtdemonstration fra Ghost Rod'ens side, fordi jeg forleden smed Shimano-stangen i skraldespanden og altså ikke tog dens øjer. Det var ikke acceptabelt, og Ghost Rod'en knækkede derfor et stykke af sig selv for at vise mig, hvad jeg skal gøre. Og jeg er nødt til at gøre det, for nu tør jeg ikke andet. Straks, når jeg har postet dette indlæg, vil jeg give mig til at fastgøre topøjet fra den engelske stang, og Ghost Rod'en vil herefter have indtil videre fire forskellige slags øjer. Fire! Heraf tre fra andre stænger, der er døde. Jeg er bange for, at det måske ikke bliver de sidste.